Den bedste idé - historien om Bent Jensen og Linak
Efter kun tre år havde han skabt en lineær aktuator, der blev grundkomponenten i både hæve-sænke-borde og moderne hospitalssenge. Bent Jensens opfindelse kom til at danne grundlag for et af de største danske erhvervseventyr i nyere tid.
Som nyuddannet maskiningeniør satte han turbo på ambitionerne og forvandlede den lille maskinfabrik til industrigiganten Linak – en global koncern med milliardomsætning, 2500 medarbejdere, fem fabrikker og kontorer i 30 lande. Undervejs forvandlede tekniknørden sig til succesrig erhvervsleder med fødderne solidt plantet i den jyske muld.
I bogen fortæller Bent Jensen hudløst ærligt om de oplevelser, der har formet ham som menneske, og tager os med hele vejen fra barndommen til årene som iværksætter og dansk industrimagnat. Som ejerleder gennemfører han desuden et generationsskifte, der sætter kursen for fremtidens fonds- og familieejerskab.
Politikens Forlag (2023), hardback, 216 sider
Et ekstra gear - et portræt af Lars Rolner
Lars Rolner er eventyrer, skibsreder og bilentusiast.
I 1980’erne rejser han til Tyskland for at gøre karriere i den internationale shippingbranche. Han bliver tidligt en del af det nystartede rederi SAL, der sender ham kloden rundt i jagten på nye, lukrative kontrakter. Han opbygger et globalt netværk og står senere bag det spektakulære salg af rederiet til japanske K Line.
Med mere end 30 års erfaring etablerer han i 2015 sit eget rederi, som på få år sætter nye standarder for global sværgodstransport. I dag står han bag den verdensomspændende virksomhed United Shipping Group.
I sin fritid er Lars Rolner racerkører, og han er hyppig gæst på nogle af klodens mest ikoniske baner. Sammen med sin hustru, Annette Rolner, har han to gange gennemført det legendariske rally Peking-Paris, og parret er grundlæggere af velgørenhedsløbet Ræs med hjertet.
I bogen giver Lars Rolner et sjældent indblik i den globale shippingindustri, og han fortæller om det hæsblæsende erhvervseventyr, der har ført til et liv i overhalingsbanen.
Følg med om bord på fremtidens skibe, til rally i verdensklasse og til velgørenhedsevents, der henter millioner hjem til gode formål.
Gads Forlag (2022), hardback, 232 sider.
Værdiernes mand - et portræt af Peter Mads Clausen
Peter Mads Clausen er ingeniør, erhvervsmand, serieinvestor og mangeårig fondsformand for Bitten & Mads Clausens Fond, der ejer Danmarks største industrikoncern Danfoss.
Som søn af Danfoss’ stifter Mads Clausen og hustruen
Bitten Clausen oplever han tidligt, at der er store forventninger til ham, men
som 21-årig kommer han ud for en ulykke, der lammer ham fra brystet og ned.
Siden har han været kørestolsbruger og har gennem årene fundet sin egen vej mod
toppen af dansk erhvervsliv.
I bogen fortæller Peter Mads Clausen åbent og ærligt om
de oplevelser, der har formet ham som menneske, og han giver et unikt indblik i
ledelsen af en af landets største, erhvervsdrivende fonde.
Gads Forlag (2021), hardback, 216 sider.
Levemandens tre liv - et portræt af Flemming Skouboe
Flemming Skouboe er erhvervsmand, kunstsamler, bilnørd, gæstgiver og en rigtig levemand. Som ung træder han ind i familiens virksomhed, LM Glasfiber, som han udvikler til en forrygende forretning, der bliver verdens største producent af vinger til vindmøller.
På toppen af karrieren sælger han sit livsværk og skaber et nyt, da han køber Danmarks største private ø og bygger et gods. Fænøgård er Flemming Skouboes moderne fortolkning af en herregård fyldt med kunst, biler og design i verdensklasse.
Han indleder sammen med sine to sønner en ny karriere som gæstgiver med købet af gourmetrestauranterne Henne Kirkeby Kro i Vestjylland og Kong Hans Kælder i København.
I bogen følger vi Flemming Skouboe på rejser rundt i landet, og han giver indblik i de faser af livet, der har formet ham som menneske: Ungdommen, karrieren og årene med fuldstændig frihed. Følg med til Lunderskov, Kolding, Fænø, Henne, Glenfeshie samt Mallorca og få fortællingen om levemandens tre liv.
Strandberg Publishing (2020), hardback, 335 sider.
Gennem Generationer
I Sønderjylland ligger 15 af Danmarks smukkeste kroer og spisesteder. De er omgivet af vand, skove og marker og har gennem generationer tiltrukket mennesker, der holder af livsglæde, autenticitet og et køkken bygget op omkring de kendte, lokale råvarer.
Ingen andre steder er den særlige kultur omkring gæstgiveriet bevaret som i grænselandet. Fra den lille, gemytlige kro over badehotellet til de mest storslåede selskabslokaler.
Bogen åbner for en verden af anekdoter, lokale historier og den særlige sønderjyske charme. Stjernekokken og den gamle fyrpasser, prins Joachim og den energiske kroforpagter – alle er de med til at tegne et billede af et unikt område i Danmark.
"Gennem generationer" er et stort illustreret værk om Sønderjyllands smukkeste kroer og spisesteder. Igennem tekst og fotos fortælles levende om grænselandets helt unikke historie og spisestedernes særlige tilknytning til området.
Strandberg Publishing (2012), hardback, 208 sider.